ESG-indsats gav fornyet fokus hos JTT Conveying
Enhver stilstand er tilbagegang
Dette mundheld passer ret præcist til maskinfabrikken JTT Conveying i Bredsten. De holder sig i bevægelse ved at udvikle og fremstille transportbånd, transportører og komponenter til en bred vifte af industrivirksomheder. Også når det gælder ESG-indsatsen har den driftige virksomhed valgt at være på forkant og hos CrossMind har vi haft fornøjelsen af at hjælpe til med kommunikationen.
I løbet af ganske kort tid har JTT Conveying fået skabt en solid ESG-dokumentation, involveret medarbejderne, taget grønne initiativer og bygget et strategisk fundament for virksomheden. Processen har affødt nye indsigter og givet blod på tanden til at gå i en mere bæredygtig retning – ikke mindst, når det handler om at fortælle om de grønne indsatser i relevante kommunikationskanaler.
Per Gren
Kundekrav om ESG-data
Flere og flere nøglekunder var begyndt at efterspørge ESG-data hos JTT Conveying. Deres store kunder har fået et stigende rapporteringskrav i hele værdikæden og som leverandør måtte JTT Conveying derfor tage tyren ved hornene. Kravet om detaljerede ESG-data skulle imødekommes hos eksisterende kunder og ved potentielle kunder i budrunder.
Den støt stigende ESG-efterspørgsel satte tankerne i gang hos JTT Conveying i foråret 2024. Ledelsen erkendte hurtigt, at en ESG-proces kræver en større og systematisk dataindsamling, en intern arbejdsproces og en efterfølgende formidling, hvor de opnåede resultater skulle samles i en ESG-rapport, i forskellige politikker og i en skarp kommunikationindsats.
CrossMind på banen
Hos CrossMind blev vi inviteret til møde med ledelsen hos JTT Conveying. Det handlede om at finde den rette model og indfaldsvinkel i forhold til de specifikke udfordringer hos JTT. Ønsker, tanker og forslag kom på bordet. JTT Conveying valgte på den baggrund at invitere ekstern konsulent Nils Leseberg til at stå i spidsen for dataindsamling med afsæt i ESG-værktøjet Valified og for at afrapportere de relevante data.
Efter få uger og en målrettet indsats med analysearbejde stod JTT med en omfattende ESG-rapport. Nøgletal på alle ESG-parametre var blevet indsamlet. Der blev formuleret værdier, mission, vision og en række politikker. Vigtigst af alt: ESG-forløbet havde skabt en grøn retning og kortlagt, hvad JTT Conveying allerede præsterede og hvilke mål, der skulle styres efter fremadrettet.
– ESG er blevet en øjenåbner for os. Vi har fået styr på indsatsen, lagt en strategi og fået involveret vores medarbejdere på en positiv måde. Vi har også meldt os ind i UN Global Compact, hvilket forpligter os yderligere til at levere på den grønne omstilling, fortæller direktør Peter Prüsse fra JTT Conveying.
ESG skal kommunikeres
De mange ESG-data var nu samlet i en grundig afrapportering med masser af valide data. En sådan rapport skal naturligvis ikke samle støv i skuffen, men aktiveres med en skarp kommunikationsstrategi. Hos CrossMind har vi derfor disponeret, gennemskrevet og designet en indbydende ESG-rapport 2023 for JTT Conveying, der tilmed findes i en dansk og engelsk udgave.
ESG-rapporten spiller en central rolle på websitet jtt.dk, der er revitaliseret som en del af processen. Den kan downloades som whitepaper og rapportens indhold er perspektiveret i nye menuer og undermenuer. Samtidig har websitet fået et markant grafisk løft, så indsatsen omkring bæredygtighed afspejles direkte i tekst og billeder, så JTT Conveyings værdier træder frem og bliver flettet med klassiske produktbilleder.
– Jeg er pivstolt over vores ESG-rapport og den måde, den bliver præsenteret på i de forskellige materialer. Vi skal ud over stepperne og have fortalt endnu flere ESG-historier på de sociale medier, i nyhedsbreve og i relevante fagmedier. Vi har rigtigt meget på hjertet og glæder os til at aktivere det hele sammen med CrossMind, slutter direktør Peter Prüsse fra JTT Conveying.