Salgs- og handelsbetingelser CrossMind Reklamebureau ApS

Det er vores erfaring, at det er en fordel med et sæt salgs- og handelsbetingelser.

Det er godt for både os som bureau og jer som kunde, da det kan være med til at fjerne evt. tvivlsspørgsmål og undgå misforståelser.

Er der noget i nedenstående, der giver anledning til spørgsmål eller bemærkninger, så sig endelig til. Vi tror meget på dialog - både i det daglige samarbejde, men også når det gælder de overordnede rammer for vores arbejde.

# 1. No cure / no pay - kun for nye førstegangskunder
Udarbejder vi et oplæg efter "no cure/no pay"- princippet, betyder det, at vi laver oplægget gratis, hvis det ikke helt eller delvist bliver anvendt, herunder ideen.
Fører oplægget til et samarbejde, aftales pris, betingelser og forventninger forud for eksekveringen.
Ønsker kunden at bruge dele af oplægget, fastsætter vi, CrossMind Reklamebureau og kunden sammen en pris. Enhver ophavsret til det udviklede, herunder idéer, designs, logo etc. tilhører CrossMind Reklamebureau, medmindre andet er aftalt.


# 2. Tilbud og aftale
Tilbud er bindende for CrossMind Reklamebureau i 30 dage fra tilbudsdato.
Udarbejdelse af "no cure/no pay" oplæg er både ressource- og tidskrævende, så har kunden ønsker/tilføjelser til et oplæg, men ender alligevel med ikke at bruge oplægget, faktureres for tiden vedr. ændringer/tilføjelser.


# 3. Pris og fakturering
Alle CrossMind Reklamebureau's priser er ekskl. moms. Er der ydelser ud over tilbuddet og dets forudsætninger, vil det blive faktureret efter gældende timepriser.

# 4. Klippekort
Hos CrossMind, har kunder mulighed for at købe klippekort,
som giver adgang til et forudbestemt antal arbejdstimer. Prisen for klippekortet afhænger af det antal timer, der er inkluderet, og fastsættes i overensstemmelse med CrossMinds gældende prisliste. Betaling for klippekortet skal ske forud for anvendelse af timerne.
Et klippekort er gyldigt i 24 måneder fra fakturadatoen. Ubrugte timer på klippekortet bortfalder efter udløb af gyldighedsperioden, og der ydes ingen refusion for eventuelt ubrugte timer.
CrossMind registrerer den tid, der bruges på opgaver for den enkelte kunde, og fratrække de brugte timer fra klippekortet.
Kunden vil løbende blive informeret om status for brug af timer og tilbageværende timer.
Yderligere timer udover det antal, der er inkluderet i et klippekort, købes som et nyt klippekort eller faktureres til den gældende timepris.
Klippekortet kan ikke opsiges og tilbagebetales, medmindre andet er aftalt skriftligt mellem parterne.


# 5. Levering
Ved lidt større opgaver udarbejdes en produktionsplan - overholder begge parter produktionsplanens "mellemtider", finder levering sted til den aftalte tid.
Forsinkes levering pga. kundens handling eller undladelse, har CrossMind Reklamebureau ret til minimum tilsvarende forlængelse af leveringstiden samt dækning af evt. ekstraomkostninger, forceringstillæg etc.
Al forsendelse sker for kundens regning.


# 6. Betaling
Medmindre andet er aftalt, skal betaling ske 10 dage netto efter fakturadato. Ved forsinket betaling beregnes renter med 2% pr. påbegyndt måned samt renters rente.


# 7. Ejendomsret, ophavsret m.v.
CrossMind Reklamebureau bevarer enhver ophavsret til det udviklede og udarbejdede materiale.
Kunden har brugsret over det udarbejdede materiale, når betaling har fundet sted. Der kan dog være elementer med begrænset brugsret, leveret af tredje part - når dette forekommer, har CrossMind Reklamebureau pligt til, at oplyse herom, før materialets ibrugtagning. Ønskes materialet udleveret, gøres dette mod betaling af udlæg mm. - ansvaret for opretholdelse af tredje parts rettigheder, vil være kundens fra udleveringstidspunktet.


# 8. Mangler og fejl
CrossMind Reklamebureau har ikke ansvar for fejl, som konstateres efter at kunden har haft det pågældende materiale til korrektur og godkendt materialet. Viser der sig fejl eller mangler, er kunden pligtig til straks at skiftligt reklamere og senest 14 dage efter levering. Mangler eller fejl i forbindelse med materialer leveret af kunden, hæfter CrossMind Reklamebureau ikke for.
Såfremt kunden selv sender materialet til trykkeri eller på anden måde selv forestår produktion hos en underleverandør, anses kunden for at have godkendt materialet, og CrossMind Reklamebureau er derfor fri for ansvar.


# 9. Ansvar
I tilfælde af forsinkelse af eller mangler ved det leverede, er CrossMind Reklamebureau's erstatningsansvar begrænset til prisen for den enkelte forsinkede eller mangelfulde leverance.
Ansvaret for krænkelse af ophavsret, herunder skrift, billeder, tegninger, illustrationer, patenter, varemærker, mønstre, samt andre forretningskendetegn og lign. påhviler alene kunden. Pådrager CrossMind Reklamebureau sig ansvar over for tredjemand i anledning af kundens manglende rettigheder, holdes CrossMind Reklamebureau skadesløs for ethvert krav.
Digitale løsninger udarbejdes på en af os kontrolleret server. Ønsker kunden at flytte løsningen til en anden server, efter den er godkendt og publiceret, bliver flytningen faktureret særskilt og CrossMind Reklamebureau's evt. ansvar ophøre vedr. drifts- og funktionsproblemer.


# 10. Tavshedspligt og fortrolighed
Både CrossMind Reklamebureau og kunden forpligter sig til at hemmeligholde oplysninger af strategisk karakter, som de får kendskab til i forbindelse med parternes samarbejde.


# 11. Tvist og uoverensstemmelser
Enhver uoverensstemmelse mellem parterne afgøres ved retten i Kolding som 1. instans.